Alle Vorherres Herligheder

(Bornholms Tidende 15. januar 1994)

Vi imponeres hver dag. Vi opdager hele tiden nyt og undres over den fantasi og håndværksmæssige kunnen, som det hele er udtryk for.

Sådan siger Rita og Kaj Nielsen om deres sommerhus i Ypnasted.

Det er heller ikke helt almindeligt. Det er simpelt hen Haralds Havn. Har man passeret Ypnastedstien, vil man vide, at denne ejendom repræsenteret alt, hvad der er godt i bornholmsk egenart. Klipper og hav, hus og den allerkæreste bådehavn i skærgården.

Naturen har lagt rammerne og en fisker ved navn Harald Hansen har fyldt dem godt op. Huset er omsorgsfuldt håndværk og bygget med respekt for den stil, der er karakteristisk for gammel bornholmsk byggeskik. Og så er der alle udenomsværkerne. Trapper der virkningsfuldt udjævner de kraftige højdeforskelle eller løber ud i gode siddepladser i mange niveauer.

Harald Hansen brugte et helt liv på at få alt det sat i værk. Han døde i 1974, og da han var født den 10. marts 1894 er vi altså nu i hundredåret for hans fødsel.

Han var fra Søgård oppe ved landevejen. Der var ti søskende. Derfor kunne der ikke blive nogen gård til ham, da den tid kom. Måske var han heller ikke skabt for landbruget, men da man dengang gjorde, hvad de gamle sagde, fæstede Harald Hansen sig til en bonde i omegnen og kom med andre ord ud at tjene bønder, som man sagde dengang.

Det gjorde han nogle gange rundt om på Bornholm, men så blev han træt og tilbragte en vinter hos Niels Bukh på gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Derefter blev det til nogle år i det store landbrug, men foråret 1922 vendte han hjem og boede på Søgård. Han gik til havet og huskede, hvordan han som dreng tumlede med sten i vandkanten og fæyttede dem, så de dannede en lille havn – og så gik han i gang med at bygge den bådehavn, der havde været drømmen fra han var 11.

Et lille skur blev hans hus, og da tingene lykkedes for ham, købte han af broderen oppe på Søgård 20.500 kvadratmeter kystareal for 300 kr. det reducerede han senere, sådan at det oprindelige hus med tilhørende grund blev solgt fra som sommerbolig. Man siger, det var en forretning, Harald Hansen siden kom til at fortryde.

Men det store hus, det rigtige bindingsværkshus, byggede Harald Hansen, da han var i begyndelsen af halvfjerdserne, og da han var pertentlig, tog det sin tid, men det var da færdigt til hans 75 års fødselsdag.

Huset er rummeligt både foroven og forneden, og så er det solidt. Der er overdimensionerede detaljer her og der i konstruktionen. Men det skulle være solidt. Så var det også lettere at vedligeholde.

Harald Hansen fik til det daglige – og lidt til – ved at fiske fra havnen med en båd, han havde købt billigt. Den var sejlet ind på Dueodde af russiske krigsfanger, der var flygtet fra en eller anden krig sydpå. I 1930 fik han sin første båd med motor. Først og fremmest for at fiske, men i sommertiden brugte han den dobbelt. Nogle turister spurgte, om han ikke kunne sejle dem en tur. Det blev til mange ture – á 50 øre pro persona. I 1939 måtte han stoppe med et på grund af krigen.

For resten er det turister, der har givet havnen dens nuværende navn. Stedets oprindelige navn er Askehavn.

Jeg blev vist rundt af stedets nuværende ejer og fandt ud af, der er mange herligheder på den grund. Det er ikke bare den lille havn med bekvem bådplads og støbt mole og redskabsskur. Det er også skrænterne med træer og buske og udsigter, og her og der kan man se, at Harald Hansen også har været havemenneske. I det hele taget en v ældig foretagsomhed, der røber, at han gennemførte, hvad han havde sat sig for, og når de nuværende ejere kommer ud for et uløseligt problem, spørger de sig selv: Hvad ville Harrrald have gjort ? Det hjælper.

Der er også en frugthave, som blev anlagt, fordi fiskeriindtægterne måtte suppleres med salg af frugt. Han plantede næsten 100 frugttræer. Dem fik han vist ikke meget ud af salgsmæssigt, for da de endelig var store nok, var der ingen, der ville give fem flade ører for et æble. Harald Hansen havde ellers gjort sit til at kunne byde sine kunder på vellagret frugt lige fra oktober og til langt hen på vinteren. I hele husets længde, under den del, der vender mod havet, ligger en kælder med vægge opmuret af kraftige, tildannede klippestykker, eller det er simpelthen den skinbarlige klippe, der danner væg. Den kælder er frostfri.

Han plantede også lige så mange brombærplanter i fine, lige rækker og flot espalierede, så han kunne holde styr på rankerne og nemmere plukke frugten, som han solgte i Svaneke.

Havet ind til Haralds Havn er dybt som bare…. Han sagde selv, at ingen at ingen havne på Bornholm, ud over Rønne, kunne præstere magen til dybde, og der er dybere endnu, når blot man kommer et stykke ud. Det var noget frihedskampens folk kunne bruge under tyskerbesættelsen 1940-45. et halvt hundrede mennesker blev hjulpet til Sverige fra Haralds Havn.

Den 17. april 1944 landede en af amerikanernes flyvende fæstninger på en mark til Skyttegård i Ibsker. De fem ombordværende flyvere blev sendt til Sverige fra Haralds Havn. Det vil sige, det lånte hans båd, og de fik besked på at sejle til Simrishamn, men de havnede i Kalmar, en sejltur på 27 timer. Bagefter måtte Harald selv hente sin båd.

Men ellers brugte man fiskekutteren "Ramona" fra Christiansø. Den hentede våben i Sverige, og fiskeskipper Axel Hansen havde ofte gjort vrøvl over, at sendingerne var for små, for – som han sagde – bliver vi taget, er det ligegyldigt, om der er meget eller lidt.

Svenskerne tog ham på ordet. En aprilsnat i 1945 blev det til tre-fire tons i stedet for tre-fire kasser. Axel Hansen satte kursen mod Bornholm, men ved Christiansø stod syv tyske hurtigbåde havnen ind. Så fik Axel Hansen travlt med at lade, som om han fiskede – samtidig med at han stilfærdigt lod kutteren nærme sig Haralds Havn. En af hurtigbådene smuttede indenom, men den forsvandt. Det ville ikke være muligt for kutteren at finde landingsplads på den kyst, fastslog tyskerne, men de kendte ikke Haralds Havn, og hertil nåede Axel Hansen hen på natten. Frihedskæmpere og folk fra Kofoedgård ventede med heste og køretøj for at føre våbenlasten op til Kofoedgård. Det blev en drøj tørn. Hestene havde svært ved at få det tunge læs op ad bakken til landevejen, men op kom de, og da dagen gryede, havde tyskerne fået nys om, at der foregik et eller andet gedulgt, men alle spor var slettet. Frihedskæmperne havde ryddet godt op efter sig.